Tandlægeskræk - hvad kan du selv gøre?

”Hvis det gør ondt, så siger du bare til – så får du en bedøvelse,” sagde tandlægen, før hun gik i gang med den ”dybtgående tandrensning”. Nogle minutter efter gjorde det faktisk afsindigt ondt, og det prøvede jeg så at få hende til at forstå med gurglen og fagter. ”Gør det ondt?” spørger hun så. ”Du skal se, det er hurtigt overstået - jeg er lige straks færdig.” Og så fortsatte hun - uden bedøvelse. Stik imod, hvad vi havde aftalt.

Patientberetning.

”Jeg har tandlægeskræk.” Sådan har vi lært at sige, som om det er en sygdom, ligesom influenza - bortset fra, at influenza har det med at gå over af sig selv efter nogle dage, hvorimod ”en tandlægeskræk” ofte er langt sværere at få bugt med. Det kan skyldes, at det ikke kun er en sygdom. Det kan også være en naturlig reaktion på de oplevelser,
man har været udsat for hos tandlæger gennem tiden.

Måske har du oplevet noget i stil med det, som ovenstående patient fortæller. Andre kan berette om en tandlæge, som har trukket deres tand ud, før de egentlig havde fået besluttet med sig selv, om det var det rigtige at gøre, men nu er det jo så for sent. Og mange kender nok den med, at ”du mærker kun et lille stik”, hvorefter man får stukket noget op, ind, eller ned, som forårsager en uudholdelig smerte. Den slags går direkte ind i underbevidstheden, som siger: ”Du er i hænderne på en, du ikke kan stole på.” Det giver en grundlæggende frygt. For mens man oplever en tandlæge, der på den ene eller den anden måde overskrider ens grænser, så føler man samtidig, at det er dem, der har magten, og at man ikke kan tillade sig at protestere. Det er – ganske naturligt – en skrækindjagende situation at være i. Og ofte er det derfor, man har tandlægeskræk. Fordi man har været ude for lidt for mange af den slags oplevelser, hvor man prøvede at have tillid til det, der foregik – og tilliden blev svigtet. Hvis tandlægen siger, at man bare skal ”sige til, hvis det gør ondt”, men intet gør, når man så siger til – hvis tandlægen siger, at man kun mærker et lille stik, men det viser sig at være forkert, så er der psykologisk set tale om et tillidsbrud - og det er sådan, din underbevidsthed vil tolke det.

Hvad nu, hvis du mødte en gammel ven på gaden – lad os kalde ham Svend - og han spurgte, om han lige måtte have lov til at gøre noget, som absolut ikke gjorde ondt – og du stillede dig tillidsfuldt til rådighed, hvorefter han sparkede dig hårdt over skinnebenet. Så ville du nok ikke have meget lyst til at møde denne Svend igen. Men du ville jo ikke af den grund gå rundt og definere dig selv som en, der led af ”Svend-skræk”. Du ville mene, at det var Svend, der var noget i vejen med. (Og på den måde er det nemt at undgå problemet fremover - du får jo ikke et kort fra Svend med besked om at møde op endnu engang. Svend kan du slippe for, men tandlægen er en autoritet, som du er nødt til at underlægge dig, for du er afhængig af den kunnen, som tandlægen har. I din underbevidsthed betyder det: 'Jeg er nødt til at udsætte mig selv for disse overgreb igen og igen, jeg har ikke noget at skulle have sagt.')

Det betyder ikke, at der ligger nogen løsning i at give tandlægen skylden. Han eller hun er trods alt ikke blevet betalt for at have indlevelsesevne, men for at have forstand på tænder. Men heldigvis er der også tandlæger, der HAR indlevelsesevne.

Hvis du lider af tandlægeskræk, og gerne vil af med den, bliver du nok nødt til at finde en sådan tandlæge, der ikke overskrider dine grænser. De fleste af os kan realistisk set ikke lave vores personlighed fuldstændig om og pludselig begynde at sige noget i stil med ”Hvis du gør det dér en gang til, så er jeg den, der er skredet”, hvis vi til daglig er venlige og udglattende mennesker. (Og det er mennesker med tandlægeskræk ofte.) Hvis du mener, at din tandlæge er så god, så det er kampen værd, så må du se, om du kan gøre noget i den stil, så han eller hun bliver opmærksom på, hvor dine grænser går. Men ellers må du i gang med at finde en, hvor det slet ikke er nødvendigt at protestere.

Det begynder under alle omstændigheder med, at du må tage følelsen alvorligt og indse, at der har været situationer, hvor dine grænser er blevet overskredet, uden at du har sagt fra – og at det meget vel kan være derfor, du nu er bange, hver gang du skal til tandlæge. Det er med andre ord ikke så meget smerten i sig selv, men tillidsbrud, kombineret med magtesløshed, der har skabt angsten. Det er trods alt selve den psykologiske definition på et overgreb. Du har med andre ord en god grund til at være bange. Og nu vil du finde en tandlæge, som ikke overskrider dine grænser. Kun sådan kan du langsomt få genopbygget tilliden. Og sådan en tandlæge har du faktisk lov til at synes, at du har fortjent!

Måske er du mere sensitiv end andre, og det må du så tage hånd om – det medfører måske, at du i højere grad end andre har brug for en tandlæge, der ud over sit talent for tænder også har talent for at leve sig ind i relationen imellem jer, og som derfor er meget opmærksom på ikke at skabe tillidsbrud. Som sagt: de findes. Men du kan ikke blot gå ud fra, at hvis en klinik skriver på deres hjemmeside, at de ”sætter respekt for patienten i højsædet” eller lignende – at det så også vil gælde for dig. Hvad den ene opfatter som respektfuldt, vil den anden opfatte som ydmygende behandling. Det er en del af det med at tage følelsen alvorligt. Du er nødt til at afprøve dem i praksis og se, hvad de rent faktisk gør, og lade være med at komme igen, hvis de ikke har levet op til din tillid. Det kan måske være en hjælp i den periode at tage en ledsager med, som kan give sin opfattelse af tingene, og som du kan udveksle med bagefter. Se også artiklen ”Der er forskel på tandlæger”.

Før eller siden vil du finde den rette tandlæge, og som regel tager det ikke så lang tid, som man tror, for det afgørende er, at du er begyndt at lytte til følelsen og navigere efter den. Det plejer at ændre tingene til det bedre ret hurtigt, så ”go for it!”