Ny forskning viser, at D-vitamin sammen med Calcium-tilskud forbedrer tandkødets tilstand hos patienter med kronisk paradentose.
Forsøget fulgte en gruppe personer gennem 1 år, hvor halvdelen fik tilskud af D-vitamin og Calcium og den anden halvdel fik ikke.
Efter 6 måneder var der en målbar forskel, hvor tilstanden var forbedret hos de, der fik tilskud, og efter et helt år var forskellen blevet endnu større mellem de to grupper. Forsøget er omtalt i Journal of Periodontology, 2011, Vol. 82
Der er to grunde til, at D-vitamin kan hjælpe på paradentose.
For det første styrker D-vitamin immunforsvaret generelt, og dermed også mundens immunforsvar, og for det andet er D-vitamin nødvendigt, for at kroppen kan danne knoglemasse – derfor er det vigtigt samtidig at tage kalcium.
Symptomer på D-vitamin-mangel
Mangel på D-vitamin giver i starten ingen symptomer. I mere udtalte tilfælde er de mest almindelige symptomer:
· svage muskler og smerter i musklerne
· træthed
· tristhed, depression
· smerter i knoglerne
· bredsporet og vraltende gang
· besvær med at rejse sig fra siddende til stående stilling samt at gå på trapper
Mangel på D-vitamin sættes i dag også i forbindelse med hjertesygdomme, diabetes, Alzheimers, kræft og sclerose.
Man kan blive testet for D-vitaminmangel hos sin læge, eller man kan vælge selv at tage et tilskud på egen hånd. Det er meget sandsynligt, at de fleste danskere mangler D-vitamin. Især sidst på vinteren, hvor det er længe siden, vi har fået den halve times solskin på kroppen, som er nødvendigt for at danne D-vitamin.
En ting, man skal være opmærksom på: Tager man D-vitamin-tilskud med Calcium, er det vigtigt at supplere med Magnesium. Læs mere om det i artiklen fra Vitalrådet: Aldrig Calcium uden Magnesium.